Som leder i en organisation skal man være opmærksom på de innovative bølger, der gennemsyrer det nutidige erhvervsliv. På grund af det stigende fokus på innovation især i de senere år, så bliver innovationslederens rolle yderligere udfordret.
Hvad er innovationsledelse?
Først og fremmest er det meget vigtigt at være opmærksom på forskellen mellem innovationsledelse og innovation. Stillet op over for hinanden så er forskellen følgende:
Definition på innovationsledelse:
”Evnen til at inspirere handling i dig selv og andre i tider der kræver nyskabelse, et innovativ mindset og risikovillighed.”
Definition på innovation:
”Evnen til at realisere en ny løsning, der er værdifuld for andre”
3 faldgrubber, du bør undgå omkring innovationsledelse
#1. Alt for meget fokus på styring og kontrol
Innovation indeholder altid større eller mindre elementer af risici, uforudsigelighed og vovemod, hvilket for mange af os strider imod vores naturlige behov for kontrol eller imod den læring, vi har opnået igennem en lang uddannelse.
Det ligger så dybt i os, at vi ønsker kontrol med tingene. Derfor sætter vi ofte meget fokus på styring af vores innovationsarbejde i form af resultatopfølgninger, målstyring, klare processer, samt klart definerede opgaver og ansvarsfordeling. Kort sagt – vi fokuserer på det, vi har nemmest ved at måle, veje, røre ved eller det vi kan gøre op i et regnestykke.
Bagsiden af for meget styring er, at vi glemmer at balancere mellem styring og ledelse, og så står vi ofte og klør os i håret, når vi evaluerer vores innovationsindsats, fordi vi ikke forstår, hvorfor vi ikke fik succes, når vi nu har “styr” på det hele.
#2. Bare vi har en model for innovation så er alt perfekt
Det IKKE er nok, at vi har strukturer og modeller for innovation. Ja, vi skal bruge modeller og strukturer for at sætte en nogle rammer for innovation og samtidig have et sprog internt, når vi taler om innovation. Det er bare meget vigtigt at holde sig for øje, at det er mennesker der er innovative, ikke virksomheder, og mennesker skal ledes! Der skal sættes tid og ressourcer af til innovation både hos ledere og medarbejderne.
#3. Nøjes med at tage et kursus i innovationsledelse
Mange har prøvet at være på kursus indenfor innovationsledelse. Og mange af disse kurser er ganske fine. Desværre har størstedelen af disse kurser typisk meget fokus på idéledelse – dvs. især de tidlige faser af en innovationsproces eller at det at kunne facilitere idéudvikling / brainstormingsproces. Helt klart godt at kunne, men det er desværre kun en mindre del, af den ledelsesopgave man har løbende, når man er leder for innovation i hele organisationen eller leder for en innovationsindsats fra fødsel til forankring.
Der er behov for mere kompetenceudvikling, træning og erfaringsudveksling i LEDELSES-delen af innovationsledelse. I mine øjne vil denne kompetenceudvikling gå rigtig godt i hånd med projektbaseret kompetenceudvikling, der tager udgangspunkt i egen organisation. Herved er der 100 % fokus på virkeligheden igennem kompetenceudviklingen.
Det kan selvfølgelig være en udfordring, hvis man er ansat i en organisation, hvor man er den eneste eller en blandt få, der fokuserer benhårdt på innovationsprojekter eller på at udvikle innovationskulturen. Her kunne man gå sammen med ligesindede i andre organisationer.
Omsæt innovationsledelse til praksis
Næste gang du eller din afdeling skal igangsætter et innovationsprojekt, så prøv at bruge dette værktøj (The Progress Principle) som forklarer, hvilke faktorer der er afgørende for at skabe et positivt arbejdsmiljø.

Fremskridtsfaktoren
Fremskridtsfaktorens hovedmål er, at holde fast i de små sejre, så man hele tiden er bevidst om, at der er fremgang i projektet. Ydermere skal man sørge for at skrive sin delmål ned, så der konstant kan holdes fokus og overblik under en forandring eller et projektforløb.
Katalysatorfaktoren
Katalysatorfaktoren binder sig til de klare mål, hvor lederens job er at sørge for ressourcer, hjælpe deltagerne, lade idéerne flyde og være en synlig figur. Hvis lederen ikke er opmærksom på disse ting, er der en større chance for, at en forandring eller et projekt ikke vil lykkes.
De nærende faktorer
De nærende faktorer er de emotionelle faktorer, såsom respekt, opmuntring, emotionel støtte og tilknytning. Disse er med til at skabe et trygt arbejdsmiljø, der giver medarbejderne de optimale rammer at arbejde indenfor, for at kunne udføre sit arbejde og være produktiv.
Et par praktiske råd
Vil du gerne komme videre med innovationsledelse, så vil jeg give dig disse 2 råd.
1. Prioritér tid til at træne innovationsledelse. Start f.eks. med at lave en træningsplan for forskellige temaer, som du vil træne. Du kan tage udgangspunkt i The Progress Principle værktøjet ovenover og så bryd det ned i hvornår og hvordan konkret du kan arbejde med de 3 faktorer.
2. Tag en snak om innovationsledelse i ledergruppen. Find ud af, om I er flere ledere, der ser et behov for at sætte fokus på innovationsledelse. Og hvis ja, så aftal hvordan I kan bakke hinanden op i praksiseringen af innovationsledelsen.